Nordlandsjekta: Reisendebåtens forløper

Av Dyre Halse

Nordlandsjekta: Reisendebåtens forløper
Jekt for fulle seil. Foto: Anders B. Wilse, Nordmøre museums fotosamling

Her presenterer vi et av kapitlene fra Dyre Halses erindringer, Nordmøre museums årbok 2015 (Vi nettpubliserer også to andre kapitler fra hans erindringer: Fjorddamperens første begyndelse på Nordmøre og bondebryllup på Halsa. For øvrige kapitler viser vi til bokutgivelsen. På nett har vi også publisert de supplerende tekstene av Lars Skarpnes og Emil Smith).

Jacob S. Worm-Müller (1884 – 1963) var historiker, politiker og diplomat. I perioden 1923 – 1951 var han redaktør av storverket Den norske sjøfarts historie fra de ældste tider til vore dager i seks bind. I 1925 svarte Dyre Halse på en anmodning fra Worm-Müller i landets aviser om å komme med erindringer om jekter og jektefart. I to brev gir han informasjon som er en blanding av spekulasjon og observasjon. Opplysningene om byggemåte, rigg og innredning vitner om egne opplevelser og er således et kort, men viktig bidrag til jektehistorien i midt-Norge.[1] 

Trondhjem den 26. juni 1925   

Brev til
Herr Jacob Worm-Müller
Norges Rederforbund, Oslo

I svar på opfordring i dagspressen skal jeg tillate mig at fremkomme med nogen erindringer etc. ianl. Nordlandsjægter.

Denne fartøitype er sikkert landets ældste og vistnok en direkte utvikling av nordlandsbaaten og har som denne sit særpræg fra det sted de er bygget. Likesom saltværings, ranværings, bindals og aafjordsbaaten fremdeles er forskjellig, kunde en opmerksom iagtager i jægternes glansperiode, d.e. 60 – 70 aarene med lethet se den samme forskjel hos dem. Størrelsen utviklede sig efter det voksende behov, likesom anordninger og inredninger om bord fulgte den forskjellige anvendelse for fartøierne.

I det Trondhjemske byggedes der jægter i hver krok av fjorden, som regel for regning av vedkommende landeier som foruten at være jordbruker ogsaa hadde en jægt til bortleie for Trondhjems handelsmænd eller selv utrustet for Lofot eller Finmark fiskeexpedition. Han var da selv skipper og opkjøper.

Fartøierne var omkring 1870 mest klinkerbygget d.v.s. den øverste planke lagt over den anden nok til at klinkes sammen med denne. De ældste var ofte sammenklinket med nagler av enertræ. Fast dæk haddes kun over kahytten agter og lugaren forut. Det aapne lasterum var ellers dækket med flaker helt til bords. Derved blev fartøiet særlig skikket for tømmer og trælast. Det er klart at denne dæksordning ikke var heldig hvor der var sjø i vandet, man gik derfor over til at lægge fast dæk 3 – 4 fot ind paa skandækket, hvilket ga bedre beskyttelse.

Kahytten var stor og bred, oftest med belysning fra vinduer i agterspeilet. Utvikling i aarenes løp hadde bragt det derhen at en særlig klasse av Trondhjems Handelsmænd drev systematiske nordlandsexpeditioner enten med egne eller fragtede jægter. Kahytterne blev derfor indredet som veritable butikker med disk, hylder og skape for alskens varer, manufaktur, fetevarer, kolonialvarer, brændevin og kortevarer etc. idetheletaget varer av alle slags, som kunde passe for nordland. Der manglede heller ikke butiksvend og butikjomfru.

Saaledes utrustet seilte man over nytaar til Lofoten og søkte da de Vær, som hadde størst belæg av fiskere. Her solgtes varer mot fisk i bytte med liv og lyst til fælles tilfredshet.

Prisen reguleredes saaledes at jeg aldrig har hørt at der var tap paa de fiskekjøp, medens fiskerne fandt at de kunde kjøpt sit aarsbehov billigere i Lofoten end hjemme hos landhandleren.

Disse fartøiers drægtighet var paa omhandlede tid 5 – 600 tønder eller 30 – 40 tusen klipfisk. Riggeragen meget enkel: en mast placeret omtrent mit i fartøiet uten fæste i dækket, et stort raaseil, et topseil overpaa dette. Det sattes fra dækket og en stagfokke til hjælp ved avgang fra de trange havne opover Nordland.

Det store seil kunde ikke reves paa raaen. Det var derfor ordnet med boneter fra underliget av for mindskning av seil.

De fleste ukyndige vil spekulere hvorfor jægternes har det høie forstavn og tror at det er der kun til Pryd. Ja, det ogsaa. Vi har jo de kunstneriske utstyrte stævner paa Gogstadskibet at slutte fra. Stavnens virkelige opgave er dog en anden, de nemlig at skaffe fæste for den nødvendige Bolinen.

Apropos Boline – navnet kommer sikkert av Baug – Paa engelsk hadde Bowline – herav kan sluttes at denne betegelse er overført dertil av de norske Vikinger. Idet jo forstavn – Baug paa engelsk heter Prow.

Jeg nævnte at jægttypen er landets ældste type paa fartøi. Her skal jeg lægge til: Ogsaa den eneste originale type. Den er specifik norsk baade i fason, bygningsmetode, rig og seil. Intet andet land har fartøi lik den. Hollænderne har sine coffer, franskmændene sine chasmariner (jeg vet ikke hvordan det skrives paa fransk) [chasse-marée], men hvert land har uvilkaarlig hat sin egen type baade i skrog og seil. Den senere tids skibstyper er blit mer og mer internationale. Jægterne er nationale og byggedes oftest paa eierens egen strand av material av egen skog. Hvert distrikt hadde sine specielle bygmestre, som litet kjedte til tegningers mystik. De brukte kun erfaring og tomstok som maal. Aldeles likt baatbyggerne paa Helgeland i vore dage. Først klinket eller naglet man siderne sammen for efterpaa at lægge ind den nødvendige ”indvuddu” (indved), akkurat som byggerne av Gokstadskibet maa ha gjort. Jægt bygget paa spant og kravelert kjendtes ikke før de sidste aartier av f.aa. eller om man vil, de sidste aar av jægternes periode. Navn paa nogen av bygmestrene kjender jeg ikke. De ambulerte i distriktet i likhet med distrikternes anerkjendte husbyggere.

I forbindelse med jægternes anvendelse kan nævnes, at alle større handelsmænd i Nordland hadde sine egne fartøier hovedsagelig til bruk ved det aarlige Bergensstevne – den store begivenhet, naar fiskeprodukterne skulde føres til og leveres i Bergen, og alskens varer hentes hjem igjen. Det var i Hanseaternes og deres efterkommeres periode, men det hører jo andetsteds hen.

Ogsaa i Trondhjem hadde de fleste handelsmænd, som drev regelmæssig trafik paa de forskjellige Nordlandsmarkeder, sine egne jægter til det bruk. Jeg tror firmaet J.D.F. Lyng, som endu eksisterer, hadde endog 3 saadanne marketsjægter, som blev sendt fra market til market med alle slags varer, handelen var jo fri, og tok stokfisk eller andre nordlandsprodukter i bytte som ladning hjemover. Det maatte være interessant at drive forretning paa den tid og den maate, uten telegraf og næsten uten postforbindelse.

Noter:

[1] Redigert av Sverre J. Svendsen

Artikkelen er fra Nordmøre museums årbok 2015

Scroll til toppen